Henrik Ibsens skrifter

Min egen kjæreste, dejligste prinsesse! Hvor usigelig længe jeg synes det er siden jeg sidst hørte fra dig. Det vil da sige direkte og i vort eget sprog. Men det kan jo ikke være anderledes, således som ​du nu lever midt oppe i triumfer og festligheder. Jeg glæder mig så inderlig på dine vegne. Bare ikke glem mig under alt dette. Så er alt godt. – Igåraftes var jeg for første gang opom i ​den nye bolig. Jeg havde oprindelig tænkt at opsætte besøget til idag middag; men jeg kunde ikke holde det ud længer. Du kan tro det er hyggeligt indrettet altsammen. Og så fik jeg jo høre så meget godt og glædeligt og morsomt, både ​dit brev og telegrammerne. ​Korrespondencen til «Bergens Tidende» fik jeg lånt med mig og læste den både iaftes og idag. Hvem kan den være af?

Ja, det må rigtig ha’ været en dejlig tid for dig i Bergen. Bare du nu ikke har været plaget af altfor mange og langvarige besøg i disse travle dage. Visitter kan undertiden komme svært ubelejligt når man mest trænger til ro. Jeg har tænkt så på dig, du søde Hildur!

Det er vemodigt at gå forbi ​no 35, kan du tro. Vinduerne står der så store og kolde og tomme. Ingen gardiner og ingen blomster. Og ingen prinsesse kommer tilsyne bag ruden. Ingen yndig ​Kopf kikker frem. Ingen hvid liden hånd vinker til mig på ​frastand. Ja, det er rigtignok tomt altsammen nu!

Dit nye værelse fik jeg kaste et øje ind i igår. Alt står naturligvis endnu i uorden derinde. Men det kan blive dejligt når du først får indrettet alt efter din smag. Å, Hildur, lad mig møde dig der igen uforandret, således, som du var da du rejste fra mig! Jeg har en følelse som om jeg havde lånt dig ud til de mange, mange fremmede mennesker. Jeg vil ha’ dig igen således som du var. Hører du det, Hildur? Lover du mig det? Tusend hilsener flyver til dig fra din trofaste